Går du med tanker om at tage en psykoterapeut uddannelse og oplever at der er rigtig mange ting at tage stilling til i den proces, så kan nedenstående 8 punkter være en hjælp og inspiration til din proces.
Der er god grund til at undersøge uddannelsesstederne, læse deres hjemmeside, ringe dem op og tage på besøg til informationsaftener eller andre tilbud de måtte have, så du får et grundigt indtryk af uddannelsesstedet inden du vælger. De nedenstående 8 punkter er tænkt som inspiration til hvordan du træffer dit valg:
- Hvordan er omgivelserne, lokaliteterne, personerne m.m. – Tjek stedet rigtig godt ud og mærk efter om det du hører, ser og fornemmer passer til dig og dine kvalitetskrav. Det er her de første data indhentes til det der i sidste ende er vigtigst at lytte til. (læs punkt 7)
- Hvordan er fagligheden? Tjek lærerstaben og kig på lærernes baggrund. Hvor mange års erfaring har de og er de specialister på deres undervisningsområde. Har de evt. skrevet bøger, udgivet artikler? Er der flere forskellige undervisere som du kan hente inspiration fra? Hvor er de selv uddannet som psykoterapeut?
- Læs studie- og læseplaner grundigt og søg yderligere information hvis du behøver det. Ethvert psykoterapeutisk institut bør have studie- og læseplaner, hvor du til mindste detalje kan læse om formål, mål, indhold, litteratur og undervisningsform.
- Er der både internat og eksternat undervisning. Internat undervisning sikrer dybden i uddannelsen og er særdeles vigtig for at du kan få arbejdet rigtig godt i dybden med dig selv. På eksternat moduler kan man med fordel lave undervisning af forelæsningskarakter og undervise i teknikker.
- Personlig udvikling. Hvordan forholder psykoterapeut instituttet sig til personlig udvikling. Er der krav om individuel terapi, supervision og træning på egne klienter. Personlig udvikling og individuel terapi er utrolig vigtig, da det ikke er særligt betryggende at sidde overfor en psykoterapeut der ikke selv har gået i individuel terapi eller ikke har arbejdet med sig selv. I de værste tilfælde kan man risikere at en psykoterapeut, der ikke kender til sine ressourcer og udviklingspunkter, overfører egne uudviklede sider af sig selv over i klienten.
- Holdkvotienten. Når man skal undervise psykoterapeuter er det særdeles vigtigt at det foregår i et trygt og tillidsfuldt miljø. Det er der størst mulighed for hvis ikke holdkvotienten er for stor. Som udgangspunkt er hold på 14-16 personer ideelt. Grupper af denne størrelse kan man arbejde med som gruppe og skabe et ordentligt fundament, hvorfra den optimale udvikling og indlæring kan foregå. Der er heller ikke den store risiko for at folk kan gemme sig i en lille gruppe eller køre med på en fribillet.
- Sidst men ikke mindst. Lyt til din mavefornemmelse. Alle vigtige beslutninger tages bedst når vi har lyttet til os selv og stemt af med maven også. Er mavefornemmelsen dårlig eller er den kun halv god, er det enten ikke det rigtige sted for dig, eller du skal tilbage og spørge mere ind til de usikkerhedspunkter du har.
- Er psykoterapeut uddannelsen og instituttet evalueret af Reflektor og Psykoterapeutforeningen. Dette er vigtigt fordi der er et arbejde og en proces igang som fra ministeriel side har det mål at kvalitetssikre de private uddannelsessteder, således at man som psykoterapeut kan opnå en statslig godkendelse. Dette kræver også at man kan blive medlem af Psykoterapeutforeningen, hvilket kun er muligt med en uddannelse fra et evalueret uddannelsessted.
Du kan læse mere om Københavns Gestalt Instituts psykoterapeut uddannelse, som starter den 29. februar 2012, på dette link.
De bedste hilsner
Søren Bruun
Daglig leder – Københavns Gestalt Institut
Læg en kommentar