• Af Nina Reventlow
  • Publiceret den:
  • Tilhører kategorien:
    Psykoterapi

Interview med Hanne Hostrup om den eksistentielle approach i gestaltterapi

Den 10. april kommer Hanne Hostrup og holder foredrag på KGI under titlen ”Den eksistentielle approach i gestaltterapi”. På en iskold og krystalklar dag i marts tog jeg til Bagsværd for at tale med hende om eksistentialismen og for at høre, hvorfor hun mener, den er af så grundlæggende betydning for gestaltterapeutisk praksis.

Hvordan blev netop gestaltterapien din retning?
”Naturen har altid, siden jeg var barn, været en inspirationskilde og læremester. Uden at læse om det i bøgerne har den lært mig om døden, altings sammenhæng, absurditeten osv. Senere læste jeg om det samme hos en masse filosoffer – men fandt de mest meningsfulde svar hos Heidegger, Sartre, Kierkegaard, Camus osv. Da jeg mødte den samme holdning til livet i gestaltterapien, blev den min faglige retning.”

Hvad betyder eksistentialisme i gestaltterapeutisk perspektiv?
”Uanset om mennesker er opmærksomme på det eller ej, så er deres liv præget af et livssyn. Og hvis de udøver en eller anden form for undervisning, behandling eller praksis, så vil dette livssyn naturligvis også præge den måde, de udøver deres fag på. Det gælder i vores faglige og vores personlige liv, at vi (enten med eller uden awareness) skelner mellem det, der er værdifuldt for os og det, der ikke er så værdifuldt og altid vælger hvordan vi forholder os til det.

Al psykoterapi bygger selvfølgelig også på et livssyn – enten det er tilpasningsterapi eller indsigtsterapi. Og i gestaltterapi er dette livssyn – det eksistentielt filosofiske livssyn. Det betyder, at gestaltterapeuten bevidst forholder sig til fire væsentlige grundvilkår: Døden – og dermed til livets timelighed. Friheden – som forstås som friheden til at træffe valg undergivet de givne vilkår. Afhængigheden, bl.a. det vilkår, at vi er afhængige af andre og omverden – altid i relation til noget/nogle . Aleneheden – det faktum, at vi bliver født som adskilte individer og dør alene og det faktum, at der ikke er givet noget mål og mening for os uden dem, vi selv finder. Derfor er vi nødt til at forholde os til Meningsløsheden.
Ved at forholde os til de faktiske livsvilkår – eksistentialerne – finder vi ud af, at livet ikke er smertefrit, men alligevel kan være værdifuldt og meningsfuldt.”

Hvordan manifesterer eksistentialismen sig i praksis?
”Det mennesker, som vælger at gå i gestaltterapi må forvente er, at en del af terapien handler om at forholde sig (med awareness) til sine livsvilkår – og dermed også til eksistensens grundvilkår. Gestaltterapien hjælper klienten til at blive opmærksom på de “konstruktioner”, der har dækket for disse vilkår, og som har givet hende/ham psykiske problemer. For ingen kan benægte livets store dilemmaer uden at lyve for sig selv, og gør man det, oplever man sig “fremmedgjort” – dvs. udenfor væsentlige forhold ved livet.
Men…hvis klienten mangler væsentlige færdigheder, som f.eks. evnen til at se på sig selv både indefra og udefra – så kan han/hun ikke tage ansvaret for de relationer han/hun befinder sig i og dermed heller ikke for sit eget liv.
Derfor må terapeuten skelne mellem benægtelse af væsentlige livsvilkår og en dysfunktion i gestaltformations-processen, i selvreguleringsprocessen for at afgøre, hvilken retning terapien skal tage. Hvis der er tale om en psykisk dysfunktion, er eksistentiel samtaleterapi ikke nok til at hjælpe klienten. Her må man arbejde mere videnskabeligt, således at livssynet kan gå hånd i hånd med en psykologiske erkendelsesteori (gestaltpsykologien) og en videnskabelig undersøgelsesmetode (den fænomenologiske metode).”

Kan man udøve gestaltterapi uden at forholde sig eksistentielt?
”Det mener jeg ikke er særlig hjælpsomt for klienten. For hvis den videnskabelige metode (den fænomenologiske metode) ikke går hånd i hånd med et det eksistentielle livssyn, ville opdagelse af fænomenerne blive et “teknisk” foretagende, som ikke støtter klienten i at forholde sig til, hvad hun selv vil/kan/tør/vælger at stille op med sine opdagelser.
Den fænomenologiske metode er en metode til at opdage fænomenerne, sådan som de opleves. Men den eksistentielle metateori hjælper klienten med at finde ud af, hvordan hun selv vil bruge disse opdagelser – dvs. hjælper klienten med at finde en retning (en fremtid). Opdagelserne må i gestaltterapi gå hånd i hånd med en undersøgelse af, hvordan klienten vælger at forholde sig til opdagelserne. Opdagelserne undersøges derfor altid i forhold til, hvilken mening de giver klienten og i forhold til de valg, klienten træffer i forhold til dem (f.eks. vil jeg blive ved med at lukke øjnene for fakta eller vil/kan/tør jeg omgås fakta på den og den måde?).

Det eksistentielle livssyn indebærer en tro på, at mennesket er et meningssøgende menneske med retten til egne valg under sine givne vilkår og den fænomenologiske metode er et redskab til at understøtte klientens ret, valg og ansvar.”

Hvis du skulle formulere et ønske for fremtidens gestaltterapeuter – hvad skulle det være?
”Mit ønske for fremtidens gestaltterapeuter er, at de fortsat studerer alt, der gør dem klogere på, hvordan mennesket fungerer både fysisk og psykisk i sit sociale, kulturelle felt – og at de samtidig forbliver tro mod den eksistentielle-fænomenologiske tilgang.”

Således beriget, tog jeg hjem med en dyb taknemmelighed over at der er mennesker, som Hanne Hostrup, der uden tøven insisterer på at bekende sig til gestaltterapien som terapeutisk retning og dens uadskillelige metaperspektiv – eksistentialismen.

Du kan tilmelde dig foredraget den 10. april her

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu, du kan være den første.

Opret kommentar

  • (will not be published)