Jørgen Groth


Drømmearbejde

Om at anvende det ubevidstes symboler

Denne nye og gennemarbejdede udgave indeholder helt nye kapitler om overføring og modoverføring, mareridt, afslutning af det uafsluttede samt psykoterapi, etik og samfund.

Cand. psych. Jørgen Groth er privatpraktiserende psykolog og har arbejdet med psykoterapi, kursusvirksomhed og drømmearbejde siden 1982.
Bogen, Drømmearbejde, handler om at bruge drømme og symboler i den menneskelige udvikling. Jørgen Groth skriver i bogens introduktion:
Forbindelsen, dialogen mellem det bevidste og det ubevidste er menneskeligt udviklende. Det er den bærende idé. Gennem dialogen mellem det bevidste og det ubevidste får vi mulighed for mere omfattende, mere ucensurerede informationer om vores måde at være på i verden. Drømme øger vores opmærksomhed på, hvem vi er. (s.9)
Jørgen Groth kommer endvidere ind på, hvordan drømme kan medvirke til opdagelsen og udbedringen af gamle sår i sjælen. På den måde handler bogen også om psykoterapi og krisearbejde. (s.9)
Bogen er på ca. 200 sider. Den er klar, overskuelig og – på trods af det komplekse stof – rimeligt let tilgængelig. Teksten suppleres med illustrationer af personligheds- og procesmodeller, og der er mange gode drømmeeksempler, som gør at teori og praksis kommer til at hænge godt sammen.
Bogen starter med et kapitel, hvor dialogen mellem bevidst og ubevidst beskrives. Groth bruger her en sammenstilling af Freuds og Jungs personlighedsmodeller. På den måde inkluderes både Freuds overjeg og Jungs arketyper i modellen og dermed i drømmearbejdet på linje med psykens øvrige funktioner. Groth beskriver to forskellige måder at forholde sig til drømmene på: A) Den kategoriserende og B) den symboliserende. Den kategoriserende måde er abstrakt, reduktiv og beskrivende, hvorimod den symboliserende måde er oplevelsesorienteret, følelsesbetonet og billedlig. Det er tydeligt, at Groths foretrukne drømmearbejdsmetode er den oplevelsesorienterede, og at metoden henter sin stærkeste inspiration fra gestaltterapien: drømmen fortælles og behandles i nutid, og drømmeren identificerer sig med de forskellige primære dele, symboler eller elementer/ hændelser i drømmen.
Det efterfølgende kapitel rummer en gennemgang af de tre teoretiske skoler, der har dannet grundlag for Groths arbejdsmetode, Freud, Jung og den gestaltterapeutiske metode. Herefter følger en række mindre kapitler, ”Dele af drømmen – dele af personen?”, ”Ønsket om ændring”og ”Procesorientering kontra målorientering”, som alle uddyber drømmearbejdsmetoden.
I Kapitlet ”Dele af drømmen – dele af personen?” gennemgås forskellen mellem den subjektive synsmåde (alle drømmeelementer er dele af mig) og den objektive (drømmeelementerne er virkelige i den ydre verden). Groth nævner den subjektive synsvinkel som den, der for ham er den mest udbytterige. Han skriver noget bastant om den objektive synsvinkel: Dette kan være meget relevant og ret udbytterigt. Imidlertid er det ikke drømmearbejde, men interpersonelt psykologisk undersøgelsesarbejde. (s.60)
Selv om Groth bogen igennem nævner terapisituationer og terapeutens rolle i drømmearbejdet, kommer han ikke ind på det dynamiske arbejde med overføringen/modoverføringen. Der er således en stor og grundlæggende del af den psykoanalytiske og jungianske metode, der slet ikke berøres. En metode, som ved sin oplevelsesorienterede og objektive synsvinkel er central i meget af det analytiske drømmearbejde.
De følgende kapitler ”Polariteter og fraspaltning” og ”Integrationsprocessen” går tættere på det dynamiske drømmearbejde med personligheden. Fra førstnævnte kapitel vil jeg citere et af Groths eksempler, som illustrerer en ukendt polaritet, der dukker op i en drøm:
En mand drømte om et barn, der boede alene ude i en skov. Drengen boede der, fordi ingen ville kendes ved ham. Drengen havde fundet et tilflugtssted i skoven, hvor han havde bygget sig en hule. Da manden prøvede at være drengen, talte manden om sin dybe ensomhed og smerte ved livet, og at han basalt måtte klare sig fuldstændig alene. Der var ingen til at holde i hånden, der var ingen, der af og til strøg ham over håret. Da manden oplevede og mærkede dette, følte han, at han havde fraspaltet denne dreng ”inden i”, for at kunne eksistere i dagligdagen. Det kunne han kun gøre på en meget fattet, barrikaderet og beslutsom måde. (s.80)
Det nævnte eksempel giver et godt indtryk af den måde, Groth illustrerer den formidlede teori på. Disse eksempler er med til at gøre bogen levende.
I det følgende kapitel ”Indre og ydre virkelighed” forholder Groth sig på en måde til drømmematerialet, som kræver en vis jeg-styrke. Dette beskriver han også på følgende måde: Mennesker, der arbejder med drømme, må have tilstrækkelig realitetssans til at fastholde sondringen mellem indre og ydre virkelighed. (s.102). Men efter min mening gør han ikke nok opmærksom på, at identifikation med drømmeelementer faktisk for en jeg-svag person kan være psykoseudløsende. Han nævner f.eks.
En mand drømte om døden, der var efter ham. En stor, mørk skikkelse med en kappe og armene bredt ud var på vej hen mod ham. Manden var bange ud over alle grænser.
En kvinde drømte om en mand, der dræbte hende. Bare tanken om at prøve at være ham fyldte hende med rædsel. (s.100)
I sine kommentarer til disse og øvrige eksempler skriver Groth:
Her må vi skelne mellem drømmevirkelighed, som er indre virkelighed, og den faktiske, konkrete, håndgribelige verden, som er ydre virkelighed …
Hvis jeg blander disse to forskellige slags virkeligheder sammen, og der er tale om skræmmende symboler, kan jeg blive mere bange, end der er grund til. (s.101)
Der kan faktisk være god grund til at være bange for skræmmende indre symboler, især hvis de har et stærkt arketypisk indhold!
Det følgende kapitel, ”Om polariteter, arketyper og selvobjekter”, er med sine små 60 sider bogens længste. Groths tanker i dette kapitel bygger på Jung, objektrelationsteorien, selvpsykologien og Groths egne erfaringer. På enkel og illustrativ måde beskriver Groth selvobjekter og objektrelationer samt de udviklingsmæssige betingelser for etablering af indre objekter og det dynamiske drømmearbejde i forbindelse med korrigeringen af de indre ubalancer. Herefter gennemgås udførligt de klassiske jungianske drømmefigurer: Skyggen, Det mandlige i kvinden (Animus), Det kvindelige i manden (Anima), Det indre barn og endelig Det mødrende/det fædrende. Det centrale, jungianske begreb, Selvet, har fået sit eget kapitel, hvor det beskrives i sammenhæng med individuationsprocessen.
De to sidste kapitler inden afslutningen ”Aktiv fantasi/imagination” og ”Fællesarbejde i grupper med drømme/fantasi” omhandler andre måder at beskæftige sig med drømme – eller drømmelignende materiale – på.
Sammenfattende vil jeg sige, at bogen Drømmearbejde giver en god indføring i en metode til at arbejde med drømme. Bogen er levende i kraft af sine mange gode, konkrete eksempler, og den vil givetvis kunne inspirere mange drømmere til at arbejde med deres drømme. Som nævnt tager bogen efter min mening for let på det potentielt psykosetruende ved identifikationen med ubevidste, arketypiske elementer, og jeg savner som sagt også inddragning af overførings/modoverføringsaspekterne i drømmearbejdet. Dette især fordi arbejdet i overførings/modoverføringsfeltet er så centralt i de psykoanalytiske og analytiske terapier, især dem der baserer sig på objektrelationsteorierne. Og netop psykoanalysen, den analytiske psykologi og objektrelationsteorierne danner jo en stor del af Jørgen Groths teoretiske fundament.
Disse forbehold skal dog ikke fratage bogen dens tydelige kvaliteter. Der er en god sandsynlighed for, at bogen på grund af sin klare form og sit levende materiale vil blive læst af mange. På den måde vil bogen forhåbentligvis bidrage til at fastholde og udbrede kendskabet til dybdepsykologisk drømmearbejde.