• Af Jesper Rasmussen
  • Publiceret den:
  • Tilhører kategorien:
    Coaching

Vær omhyggelig med at vælge den rigtige coach uddannelse

Coaching er efterhånden blevet en fast bestanddel i mange store og mellemstore virksomheder, og det coachende lederskab er ligeledes blevet anerkendt som et godt værktøj af mange ledere verden over.

Men kvaliteten af coaches er meget svingende og det falder naturligvis tilbage på hvordan vi uddanner coaches i Danmark. Og det er et særdeles broget marked. Coaching titlen er endnu ikke beskyttet så derfor kan du stadig uddanne dig som coach lige fra et weekendkursus og op til 2 års uddannelser, hvilket ikke er et år for lidt, hvis du vil være en rigtig dygtig coach.

Der er derfor god grund til at undersøge uddannelsesstederne, læs deres hjemmeside, ring dem op og tag på besøg til informationsaftener eller andre tilbud de måtte have, så du får et grundigt indtryk af uddannelsesstedet inden inden du vælger og her kommer 7 gode råd til hvad du skal kigge efter:

  1. Hvordan er omgivelserne, lokaliteterne, personerne m.m. – Tjek stedet rigtig godt ud og mærk efter om det du hører, ser og fornemmer passer til dig og dine kvalitetskrav. Det er her de første data indhentes til det der i sidste ende er vigtigst at lytte til. (læs punkt 7).
  2. Hvordan er fagligheden? Tjek lærerstaben og kig på lærernes baggrund. Hvor mange års erfaring har de og er de specialister på deres undervisningsområde. Har de evt. skrevet bøger, udgivet artikler? Er der flere forskellige undervisere som du kan hente inspiration fra? Hvor er de selv uddannet som coaches?
  3. Læs studie- og læseplaner grundigt og søg yderligere information hvis du behøver det. Ethvert coaching institut bør have studie- og læseplaner, hvor du til mindste detalje kan læse om formål, mål, indhold, litteratur og undervisningsform.
  4. Er der både internat og eksternat undervisning. Internat undervisning sikrer dybden i uddannelsen og er særdeles vigtig for at du kan få arbejdet rigtig godt i dybden med dig selv. På eksternat moduler kan man med fordel lave undervisning af forelæsningskarakter og undervise i teknikker.
  5. Personlig udvikling. Hvordan forholder coaching instituttet sig til personlig udvikling. Er der krav om individuel terapi og sideløbende individuel coaching. Personlig udvikling og individuel coaching er utrolig vigtig, da det ikke er særligt betryggende at sidde overfor en coach der ikke selv har gået i individuel coaching eller ikke har arbejdet med sig selv. I de værste tilfælde kan man risikere at en coach, der ikke kender til sine ressourcer og udviklingspunkter, overfører egne uudviklede sider af sig selv over i klienten.
  6. Holdkvotienten. Når man skal undervise coaches er det særdeles vigtigt at det foregår i et trygt og tillidsfuldt miljø. Det er der størst mulighed for hvis ikke holdkvotienten er for stor. Som udgangspunkt er hold på 14-16 personer ideelt. Grupper af denne størrelse kan man arbejde med som gruppe og skabe et ordentligt fundament, hvorfra den optimale udvikling og indlæring kan foregå. Der er heller ikke den store risiko for at folk kan gemme sig i en lille gruppe eller køre med på en fribillet.
  7. Sidst men ikke mindst. Lyt til din mavefornemmelse. Alle vigtige beslutninger tages bedst når vi har lyttet til os selv og stemt af med maven også. Er mavefornemmelsen dårlig eller er den kun halv god, er det enten ikke det rigtige sted for dig, eller du skal tilbage og spørge mere ind til de usikkerhedspunkter du har.

Jesper Peter Rasmussen er 43 år, Master of Science in Organisations og Executive Coach. Han er leder og medejer af Københavns Gestalt Institut. www.kgicph.dk, som uddanner organisationskonsulenter, coaches og psykoterapeuter.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu, du kan være den første.

Opret kommentar

  • (will not be published)