• Af folmer blume leide
  • Publiceret den:
  • Tilhører kategorien:
    Andet

Mindfulness og dialog

Jeg er lige vendt tilbage fra min meditation.

Jeg nærmer mig så – uanset hvilken slags meditation jeg har praktiseret og uanset hvilken tradition, den hører hjemme i – et nyt valg blandt de mange dagen indeholder.

Hvad nu?

Hvordan vil jeg fortsætte?

Jeg ser 3 valgmuligheder.

Jeg kan forlænge den indre dialog med mig selv fx. ved at skrive meditationens oplevelse eller dens indsigt(-er) ned i min meditationsbog. Eller ved at opsøge beslægtede steder i mit indre.

Jeg kan inddrage andre og tage kontakt med en eller flere og starte en dialog med dem.

Jeg kan gå ud i naturen og kontakte noget endnu større end mig selv, regnen, solen, vinden, universet eller måske det jeg kalder Gud.

Med til at hjælpe et svar frem i mig er kroppens behov. Hvad har jeg brug for?

Lad os sige, at jeg kommer frem til, at meditationen i dag gav mig så stor kropslig ro, stabilitet og fredfyldthed, at den tanke dukker op i mig: Det her var så befriende, at jeg vil bruge mere tid på noget lignende. Nu.

Jeg går rundt med et smil på læben. Jeg er glad for meditationen, ligesom jeg er glad for mindfulness, og jeg ved, at de i sig selv blot er brikker i det større puslespil, jeg er i gang med at lægge.

Når jeg nu en gang har valgt, at tage den opgave på mig at være et gestalt menneske, så har jeg med min viden om gestaltterapiens rødder mulighed for mange flere vandringer i mit indre, end der er dage i resten af mit liv. Jeg kan invitere hvilken som helst af mine mange sider til dialog.

Med zen slipper jeg for mange lærde skrifter og kan gå direkte til det, der åbner mit hjerte. Jeg kan søge den nære visdom i denne gren af buddhismen, som især udfolder sig i Japan, Kina, Thailand og Korea. Hos mestrene og hos munkene eller poeterne.

Noget af det mest gestaltiske, jeg kender, er Haiku digte. Det er korte naturdigte, der handler om noget, jeg oplever med mine sanser. De foregår i nuet.

”Tordenen driver over,

Aftensol rammer træet,

Cikaden nynner.”

Min glæde i kroppen forøges. Jeg fornemmer, det er et dyrebart, men flygtigt øjeblik. Jeg går videre til de japanske zen digtere. En af dem skriver:

”Hvis jeg presses til at sammenligne dette korte liv med noget, kunne jeg finde på at sige: Det er som en båd, der står ud af denne morgens havn uden at sætte noget spor på verden.”

Hvorfor skulle jeg dog også det, sætte noget spor? Gælder det ikke snarere om at være med det jeg værdsætter og dem jeg holder af i dette korte liv?

Jeg kommer til at tænke på det, jeg ellers har sat på dagsordenen denne dag. Og fra zen springer jeg hen til en anden af rødderne: Med den kristne eksistentialisme får jeg adgang til andre slags meditationer end Zens. Og i tilgift får jeg et fond af bønner, hvis jeg skulle få brug for trøst senere på dagen: ”Herre, forbarm dig over mig. Herre, forbarm dig over os.”

Jeg samler mig sammen, jeg mærker efteråret er på vej, og fra eksistentialismen søger jeg tilflugt hos en af mine favorit rødder – er de ikke alle sammen det efterhånden? – sufimystikken. Med sufi får jeg igen helt anderledes meditationer, og så får jeg desuden dansen, henrykkelsen, ekstasen. Ikke ilde lige nu og her.

Jeg vælger på min vandring med mig selv at afslutte med nogle linjer af Rumi: ”Lad den skønhed vi elsker, være det vi gør. Der er hundreder af måder at knæle og kysse jorden på.”

Det her er en af mine måder, hvad mon andres er? tænker jeg.

Min meditative stund med mig selv er forbi, jeg er nu rustet til igen at møde andre mennesker, der befolker denne verden. Hallo, kontakt, dialog, vil I høre, hvad jeg har oplevet?

Folmer Blume Leide

 

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu, du kan være den første.

Opret kommentar

  • (will not be published)