• Af Nina Reventlow
  • Publiceret den:
  • Tilhører kategorien:
    Andet

Eksistentialisme og personligt lederskab

Uddrag af Jesper Peter Rasmussen og Bjarne Busk’s bog “GESTALT – vejen til øget awareness”

EKSISTENTIALISME OG PERSONLIGT LEDERSKAB 
Kapitel 2

Gestaltterapi er baseret på den fænomenologiske metode, og herunder ligger
den psykologiske teori, mere specifikt gestaltpsykologien. Under den ligger,
som et værdisæt eller fundament, eksistentialismen. Det er den, der fokuseres
på i dette kapitel, der fremlægges i to dele. 
I første del af kapitlet skitseres eksistentialismen i et historisk, filosofisk
og hverdagsperspektiv. Eksistentialismen sættes ind i dagliglivets kontekst og
synliggøres som både værdisæt og menneskesyn og sammenholdes desuden
med gestaltterapi i forhold til fællesmenneskelige vilkår som blandt andet valg
og ansvar. Disse omdrejningspunkter er essentielle for personlig udvikling.
Kapitlets anden del tager eksistentialismen op i forhold til nutidens problematikker,
udfordringer og levevilkår. Her bliver især valg og ansvar taget
med ind i det personlige lederskab, og der peges i højere grad på den enkeltes
muligheder for indflydelse på eget liv. Bevægelsen fra eksistentialisme
til personligt lederskab er ikke en bevægelse væk fra de grundlæggende
værdier og indhold, men snarere en bevægelse fra filosofiske tanker til en
praktisk anvendelig forståelsesramme.
Eksistentialismen har ud fra en samfundsbetragtning en enorm indflydelse
på særligt den vestlige demokratiske kultur. Blandt andet er adskillige
psykoterapeutiske retninger på forskellig vis inspireret af eksistentialismen.
For eksempel er eksistentiel psykoterapi, gestaltterapi og kognitiv terapi alle
retninger inden for det psykoterapeutiske felt, der helt eller delvist arbejder
med eksistentialismen som metateori.
Dette kapitel kigger nærmere på eksistentialismen som gestaltterapiens og
gestaltcoachingens metateori. Det eksistentielle livssyn er på mange måder
inkorporeret i vores dagligdag, da mange af de vanskeligheder og udfordringer,
vi mennesker oplever, handler om eksistentielle problemstillinger og dilemmaer
på flere niveauer. Denne bogs forståelse af det eksistentielle livssyn
samt vores evne til at bringe det ind i en hverdagskontekst, når man arbejder
med gestalt, er et vigtigt bidrag til forsøget på at skabe klarhed om de udfordringer,
mange mennesker møder i hverdagen.
En kort beskrivelse af eksistentialisme
Eksistentialisme er en filosofisk retning, der sætter det enkelte individ i centrum,
og som er udviklet som en modreaktion på tidligere tiders samfundsformer
og -normer, der tog udgangspunkt i fællesskabet eller i en eller anden
form for ’større’ mening med livet. Eksistentialisterne mener, at enhver er ansvarlig
for sine egne valg og handlinger i livet. Eksistentialisme handler derfor
blandt andet om, at enhver må og er fri til at træffe sine egne valg og på den
måde kan nå til sine egne erkendelser i livet. Eksistentialismen er dog ikke
– som mange ellers tager den for at være – en egoistisk filosofi, hvor individet
udelukkende har sig selv i centrum og ikke tager hensyn til omgivelserne.
Omvendt kan det enkelte individ godt vælge at være egoistisk eller handle
egoistisk, hvis vedkommende vil det. I ansvaret for sig selv ligger dog også
implicit ansvaret for sine omgivelser og medmennesker i øvrigt.
Eksistentialisterne tror på, at vi mennesker skaber os selv og vores egen
tilværelse gennem de handlinger og valg, vi foretager, ud fra de miljømæssige
påvirkninger, vi lægger under for. Vi er således underlagt forskellige
eksistensvilkår i livet, alt efter hvor vi er født, og hvilket miljø vi er opvokset
i. Vi har ikke nødvendigvis de samme forudsætninger for at skabe os selv,
men ligegyldigt hvor vi lever og i hvilken tid, er vi alle ansvarlige for vores
egne valg, og vi har friheden til at handle og kan træffe vores valg i overensstemmelse
med vores værdier og tro.
Eksistentialisterne betragter mennesket som v ærende født ind i et liv eller
univers, hvor der kun er én ting, som er givet: nemlig at livet ophører. Livet i
sig selv er uden mening, og skabelsen af mening er derfor op til det enkelte
individ. Meningen med livet skaber vi så gennem vores handlinger, valg og
fravalg. Livet bliver ifølge eksistentialisterne først meningsfuldt, når vi erkender,
at vi skal dø. Denne kendsgerning er for mange mennesker angstfuld, og
den er samtidig et grundlæggende forhold, vi alle lever med og lever under.
Det kan føre til det, vi kalder eksistentiel angst. Mange mennesker er igennem
livet i kontakt med angsten for at dø, og børn kan, særligt i perioder hvor de
når et nyt udviklingstrin, være meget optaget af døden på forskellig vis, hvilket
naturligt nok kan medføre angst og indre uro.
Historisk perspektiv
Filosofihistorisk set er eksistentialismen en forholdsvis ny tankegang. Sammen
med tyskeren Martin Heidegger (1889-1976) anses den danske teolog og filosof
Søren Kierkegaard (1813-1855) af mange for at være en af tankegangens
primære ophavsmand. Også fænomenologiens far Edmund Husserl og den jødiske
filosof Martin Buber har præget de eksistentielle strømninger og har hver
især haft stor indflydelse på gestaltens veje både i USA og Europa. Både Heidegger,
Kierkegaard og den nyere generations eksistentialister – Sartre, Jaspers og
Camus – er da også centrale skikkelser i forhold til eksistentialismens præg på
den industrielle udvikling i det 20. århundrede. Eksistentialismen har nemlig
haft stor indflydelse på det 20. og også på det 21. århundrede, for selvom flere
eksistentialistiske filosoffer var kritiske over for den vestlige kapitalisme, bygger
kapitalismens fremmarch i det 21. århundrede i nogen grad på eksistentialistiske
grundværdier. Hvor Kierkegaard betragtes som eksistentialismens far,
er den moderne eksistentialisme tæt knyttet til tanker af den franske filosof og
forfatter Jean-Paul Sartre (1905-1980). Denne nyere eksistentialisme udsprang
i høj grad af de samfundsmæssige forhold, der gjorde sig gældende i Europa i
forrige århundrede. Kristendommen og familien dikterede normer og livsformer,
hvilket for de fleste betød, at der var et klart mål med livet. Imidlertid begyndte
et gradvist oprør imod denne tankegang, fordi det for mange – særligt
eksistentialister – ikke længere gav mening at tro på en større sandhed eller
på en almægtig Gud. Den kristne tro på det gode i alle mennesker blev blandt
andet grundet de svære samfundsforhold og de to verdenskrige sat på alvorlig
prøve, og krigene rokkede i det hele taget ved de gældende samfundsnormer
og -strukturer. For eksistentialisterne var der ikke længere nogen objektivt gældende
mening med livet, og visse af dem, heriblandt Sartre og tyskeren Friedrich
Nietzsche, opererede ikke længere med gudsbegrebet – sidstnævnte gik
endda så vidt som til at erklære Gud død.

Gestalt og eksistentialisme
Eksistentialismen har både en ateistisk og en religiøs retning. Gestaltterapeuter
i Danmark forholder sig på forskellig vis til disse retninger alt efter
den enkeltes personlige værdigrundlag, men samtidig forholder de sig til
dem under samme paraply – gestaltterapiens. Sondringen kan både i teori
og praksis have forskellig udtryksform, igen alt efter den enkeltes personlige
stil og arbejdsform. Gestaltarbejdets udformning influeres i visse tilfælde
af spirituelle eller religiøse tilhørsforhold, men man kan meget vel
arbejde med gestalt uden at blive præsenteret for, endsige vide noget om,
terapeutens eller coachens religiøse eller spirituelle tilhørsforhold. Klienten
kan således arbejde med gestalt, hvad enten de har et religiøst tilhørsforhold
eller ej.
I gestaltarbejdet beskæftiger man sig ikke nødvendigvis med hele det eksistentialistiske
grundlag, men man arbejder med dele af det. Centrale begreber
inden for gestalt er blandt andre eksistens, angst, frihed, valg, ansvar,
essens, identitet, fremmedgørelse og dialektikken mellem eksistens og død.
Alle disse begreber er grundlæggende faktorer i vores hverdag, og måden,
hvorpå vi forholder os til dem, er grundlæggende for vores vej i livet og vores
valg og fravalg.
Der er en tydelig sammenhæng mellem gestaltpsykologiens forståelse af
menneskets behov for at skabe mening og sammenhæng og de fællesmenneskelige
eksistentielle vilkår. I gestaltarbejdet tages det eksistentielle ansvar
med ind i det enkelte menneskes måde at være i verden på. Når klienten
forholder sig til sit liv, sine udfordringer og sine problematikker som noget,
der ramler ned fra oven, kan det være hensigtsmæssigt at påpege klientens
eget ansvar og indflydelse. Således henledes klientens opmærksomhed på
det faktum, at han eller hun er en aktiv medspiller i sit eget liv, som vist i nedenstående
eksempel.
EKSEMPEL
Klient: Mine tanker løber af med mig.
Terapeut: Hvad er det for tanker, og hvordan lader du dem løbe af med dig?
Klient: Mit arbejdsliv fylder alt for meget.
Terapeut: Fortæl mig, hvordan dit arbejde fylder for meget, og hvordan du
lader det fylde?
Klient: Jeg føler, at jeg er blevet sat i et bur, der er alt for småt.
Terapeut: Fortæl mig om, hvordan det er med det bur – og hvordan
du har puttet dig selv derind?
Klient: Der er næsten aldrig nogen, der henvender sig til mig.
Terapeut: Har du en fornemmelse af, hvad det er, du gør, som betyder,
at de ikke kontakter dig?
Klient: Min mand giver mig sjældent det, jeg har behov for.
Terapeut: Hvad du har behov for – og hvad gør du for at vise det?
Ovenstående skal ikke ses som teknikker eller redskaber i terapeutisk eller
coachende samtale. Derimod illustrerer de, hvordan vi med sproget kan tage
vores eksistentielle valg og ansvar til os, når vi omformulerer vores historier
eller fortællinger om os selv. Først når vi erkender vores ansvar, begynder vi at
have indflydelse på den måde, vi lever vores liv på – vores eksistens.

Eksistens
Eksistens betyder, at noget er. Den menneskelige eksistens i sig selv er ifølge
Kierkegaard et mysterium, der ikke kan fattes. Vi fødes og skal derefter selv
give vores liv mening i et univers, hvor kun en ting er givet, nemlig at vi skal
herfra igen. Dette er i sig selv absurd, fordi retningen mod døden er det eneste,
der er givet på forhånd. Vi vokser op i et givent miljø, hos forældre vi ikke
selv har valgt, under livsomstændigheder i et givent sted i verden, på et givent
eller tilfældigt tidspunkt i verdenshistorien.
Det yderste eksistentielle dilemma handler om, hvorvidt vi vil leve eller
ej. Dette dilemma har flere og flere mennesker i den vestlige verden og
i vores danske kultur direkte eller indirekte haft inde på livet. Flere mennesker
begår eller forsøger selvmord, og rigtig mange mennesker har gået
med overvejelsen om, hvorvidt livet egentlig er det værd. Paradoksalt nok
er mange mennesker med selvmordsproblematikker de senere år flyttet fra
det psykoterapeutiske rum ud til det psykiatriske system, på psykiatriske
skadestuer, væresteder for sindslidende eller hos et af de mange tilbud, som
staten finansierer via forskellige fondsmidler.
Mange mennesker, der opsøger psykoterapi eller coaching, kommer, fordi
de oplever, at de har mistet styringen i deres liv – man kan med andre ord
sige, at livet ’kører’ med dem. Et af de spørgsmål, de ikke har forholdt sig til
med awareness, er, hvordan de vil leve deres liv, hvilket er et af de centrale
spørgsmål i gestaltarbejde. Flere og flere føler, at de i for lange perioder livet
igennem lever efter det store ’man’, hvilket resulterer i symptomer som
stress, arbejdsafhængighed, alkohol- eller stofmisbrug, depressiv adfærd
eller slet og ret en følelse af generel utilfredshed med hverdagen. En anden
måde at leve efter det store ’man’ er ved at måle sig selv med andre, lade andre
tage vigtige beslutninger for én og udskyde de valg og handlinger, som
er vigtige og livgivende for én selv. Mange mennesker lever igennem alt for
store dele af deres liv sådan, at der er for mange ting, de føler, at de skal leve
op til, for meget de bør eller skal, og på den måde opnår de stødt og roligt
en fremmedgørelse over for dem selv. Dette udmønter sig i, at de stopper
med at mærke efter og reflektere over, hvad der er godt for dem, og hvad der
ikke er godt. Og når vi ikke som mennesker kan mærke os selv og reflektere,
bliver vi fremmede i vores egen organisme. Her begynder den næste fase
af fremmedgørelse, nemlig at vi bliver ude af stand til at mærke eller have
interesse for andre mennesker. ’Mordet på selvet’ har Kierkegaard også kaldt
det, og det er den tilstand, vi kommer i, når vi lever et skridt ved siden af os
selv og ikke lever i overensstemmelse med vores værdier, behov og følelser.
Det store spørgsmål, vi i farten ofte glemmer, er spørgsmålet om, hvordan
vi vil leve. Vil vi leve et liv, hvor andre vælger for os, eller vil vi leve et liv, hvor
vi i højere grad selv vælger ud fra vores egne værdier og behov? Vil vi leve
et liv, hvor vi ikke får taget ordentlig stilling til vores parforhold eller samarbejdsrelationer?
Langt de fleste mennesker vil gerne leve på en måde, hvor de
vælger selv – så hvordan kan det være, at vi ikke bare gør det?
Livet er fuldt af dilemmaer, der skaber angst, frygt, skyld og smerte. Hver
gang vi vælger noget til, vælger vi noget andet fra, og alle vores valg i livet
har en konsekvens, ikke kun for os selv, men også for vores omverden. Vi kan
ikke leve uden på et eller andet tidspunkt at gøre andre ondt eller føle skyld i
forhold til de valg, vi har truffet. Og selvom man træffer et valg, der føles godt
og rigtigt i nuet, er der ingen garanti for, at det på sigt er det rigtige. Ingen kan
spå om, hvilken konsekvens vores valg får i fremtiden. Dette er en af hovedessenserne
i de eksistentielle grundkonflikter, vi har i vores daglige liv. Vi kan
for eksempel mærke, om det i nuet føles rigtigt med den partner, vi har sagt
ja til, men vi kan ikke vide, om det også i fremtiden vil være det rigtige – eller
om vores eller vores partners følelser ændres. Men som Kierkegaard pointerede,
opstår essensen eller livskvaliteten, når vi i højere grad vælger selv ud fra
vores egne værdier og behov. Livet bliver ikke nødvendigvis lettere, men der
kommer på mange måder flere farver på paletten.

Eksistentialisme i dag – det personlige lederskab
Vi lever i et samfund med stigende individualisering og en hverdag, der gradvist
stiller flere, større og mere komplekse krav til os. Livsstilssygdomme som
stress, udbrændthed, fysiske smerter, depressioner og ondt i livet rammer os
i stor stil, på trods af at vi aldrig har levet sundere. Sund kost, ingen røg og
mange timer i fitnesscentret er godt – men hvis vi ikke føler, at der er overensstemmelse
mellem, hvad vi selv ønsker, og det andre forventer af os, så er
sund livsstil slet ikke nok til at forhindre stress og depressioner.
Siden finanskrisens begyndelse i 2008 er flere vestlige lande kommet under
et enormt økonomisk pres. Dette pres påvirker virksomhederne sådan, at
flere organisationer regredierer og bliver topstyrede. Presset forplanter sig
ned i organisationerne med strukturændringer, nedskæringer og fyringsrunder
til følge, hvilket presser virksomheden indefra, da teams og medarbejdere
naturligvis påvirkes af forandringerne. Arbejdsløshed og frygten for denne er
nu et dagligt pres, som mange må leve med, særligt i Sydeuropa, hvor arbejdsløsheden
i visse lande er enormt høj. Dette er et af de eksistentielle grundvilkår
i det moderne vestlige kapitalistiske samfund.
For at leve i overensstemmelse med os selv og for at håndtere kulturelle,
samfundsmæssige og internationale strømninger, er det nødvendigt, at vi påtager
os ’personligt lederskab’. Det skal slås fast, at personligt lederskab bestemt
ikke er et begreb, der er forbeholdt ledere. Det gælder for os alle, hvad
enten vi er på arbejdet, i familien eller sammen med vores venner. På det eksistentielle
niveau er vi nemlig alle ansvarlige for vores egne handlinger og valg.
Det personlige lederskab er på denne måde en moderne udtryksform for
eksistentialismen. Og det er i fremdrift, for mange mennesker er gradvist blevet
mere interesserede i, nysgerrige på og optagede af deres eget lederskab i
forhold til det at skabe eller genskabe balance i livet.
Personligt lederskab er en vej til at leve i overensstemmelse med sine
personlige og faglige værdier, drømme, følelser og mål. Personligt lederskab
handler om at blive mere klar over, hvad vi vil, hvad vi mærker, hvad der er
godt for os, hvad der ikke er godt for os, og hvad vi har behov for. På et eksistentielt
niveau handler det om at tage ansvar for sit liv, sine børns liv og
sine medmennesker og samtidig leve i overensstemmelse med sine værdier
og drømme. Det gør vi ved at øge vores opmærksomhed på ansvaret for vores
eget liv, egne handlinger og egne valg og fravalg.
Som tidligere nævnt lever mange mennesker uden for alvor at tage ansvar
for deres valg og fravalg i livet. Det medfører fremmedgørelse, altså at man
lukker ned for sine kropssansninger og følelser, så alle beslutninger træffes
med hovedet. Det bliver vanskeligere at fastholde en autentisk kontakt med og
interesse for andre mennesker, og evnen til empatisk lytning og forståelse af
andre forringes. Når man lever efter principperne i personligt lederskab, tager
man imidlertid ansvar for sit eget liv, og man tager sine valg og fravalg alvorligt.
Det gør, at man i højere grad har mulighed for at opnå et liv med kvalitet og
livsglæde, idet ens beslutninger og valg bliver truffet mere i overensstemmelse
med ens behov og værdier. Personligt lederskab handler også om at påtage
sig ansvar for egne handlinger, mønstre og andel af konflikter – og ikke at projicere
dem over på andre mennesker eller på anden måde fralægge sig ansvaret.
Mange problemer ender som fastlåste konflikter, fordi vi har mere fokus på
den anden parts ansvar for problemet. Det kan være en bekvemmelig måde at
undgå at kigge på sin egen del i konflikten. Men hvis vi tager ansvar for vores
egen andel og er i stand til at indrømme fejltagelser, giver vi samtidig indirekte
andre mennesker den samme mulighed. Når chefen åbent indrømmer, at han
tog fejl i forhold til en given opgave, eller når han undskylder sin opførsel eller
kommunikationsform i forhold til en medarbejder, så virker det som eksempel.
Omvendt skaber man den modsatte kultur ved aldrig at indrømme fejltagelser
eller give undskyldninger, hvilket ikke ligefrem styrker sammenhold, tillid og
tryghed i grupper og på arbejdspladser. En anden måde at fralægge sig ansvar
på er bare at introjicere og æde alting råt uden at sige fra. På den måde underlægger
vi os hele tiden andres behov, handlinger og værdier. Et tredje mønster
er at overtilpasse sig mængden (konfluens) ved at gøre det, som alle andre gør,
se ud som alle andre eller have de samme holdninger som alle omkring én. Alle
disse former for ansvarsfralæggelse – med og uden ansvar – står i modsætning
til det at påtage sig personligt lederskab.

Er det svært at lære?
Alle mennesker kan styrke deres personlige lederskab. Nogle har dog bedre forudsætninger
for at gøre det end andre. Det handler dels om opvækstvilkår, familiemæssig
baggrund og tidlig prægning, men også om i hvor høj grad og hvor
længe vi ikke har taget ansvar for os selv. Som med mange andre mønstre og
dårlige vaner gælder det, at jo dybere mønstret er forankret, desto vanskeligere
er det at ændre. Hver gang vi gentager handlinger og mønstre, dannes der nye
synapser i hjernen, og det kan billedligt talt sammenlignes med det at køre på
en motorvej. Jo flere gange vi har kørt på den, og jo bredere den er, des lettere
bliver det at køre automatiseret på vejen. De fleste, der har kørekort, kender
til det at køre en vej nærmest per automatik, mens man taler med passagerer i
bilen, hører musik eller er optaget af sine tanker eller af dagens hændelser. Men
selv vores automatiserede ’motorvejshandlinger’ kan ændres. Er motivationen
og de rette vilkår til stede, kan der endog skabes store forandringer på ganske
kort tid. Som al anden læring kræver det naturligvis tid, før den nye måde at
tænke på får en dybere forankring. Meget stærke mønstre ændres da heller ikke
fuldstændigt fra den ene dag til den anden, men vi kan lave små fremskridt dagligt.
Bæredygtige forandringer kommer over tid og er processer bestående af
opmærksomhed, klarhed, fordybelse og integrering. Det er altså noget ganske
andet og mere end ’quick-fixes’ eller ’overfladebehandlinger’.
Personligt lederskab handler om at lære at kende og lytte til sig selv. I en
stresset og fortravlet hverdag kan dette være en stor udfordring for mange,
og som alt andet kræver det motivation, vilje og engagement. At tage ansvar
og træffe valg har konsekvenser – ligesom det har konsekvenser ikke at tage
ansvar. At undlade at vælge er også et valg.
Personligt lederskab handler også om følelser og om at acceptere sine følelser.
Det hjælper ikke meget at forsøge at skjule en følelse ved at negligere
den eller lade, som om den ikke findes. Hvis du er ked af det eller utryg, er du
ked af det eller utryg! At tage personligt lederskab er også at undersøge, hvad
der ligger til grund for følelsen. Når vi erkender og anerkender vores følelser
og baggrunden for dem, giver det os mulighed for at handle derudfra.

EKSEMPEL
Lotte har gennem længere tid oplevet, at hun er energiforladt, og at hun har
mistet livsgnisten. Hun kan ikke umiddelbart forstå det, da hun lever i en sund
og god kernefamilie; hun har to teenagebørn, der udvikler sig godt, og den ene
er netop begyndt på efterskole og har det fantastisk. Hos terapeuten kommer
Lotte hurtigt i kontakt med en sorg, som det går op for hende, at hun har båret
på alt for længe, og som har lagt sig som en tung dyne over hende. Baggrunden
for sorgen er, at hun har haft svært ved adskillelsen til den datter, der tog
af sted på efterskole et par måneder forinden. Adskillelsen har sat gang i en
masse tanker og fantasier, der handler om, at børnene er ved at være store og
snart permanent flytter hjemmefra, og om de konsekvenser, det vil have for
hende og hendes mands liv og samliv. Erkendelsen og accepten af sorgen gør,
at Lotte med det samme får mere energi, og det får hende til at tage en snak
med sin mand om deres liv og fremtidsplaner.

Personligt lederskab
Personligt lederskab handler desuden om eksistens og eksistentielle dilemmaer.
Allerede tilbage i midten af 1800-tallet bemærkede Søren Kierkegaard,
at mange mennesker lever et liv, hvor de bare gør, som ’man gør’. Selvom
grundlaget for vores eksistens i det store og hele er det samme nu, som det
var dengang, så er livsomstændighederne i det moderne vestlige samfund
nye, og symptomerne på eksistentiel krise i dag er anderledes end på Kierkegaards
tid. I dag er symptomerne eksempelvis misbrug af forskellige ting,
herunder alkohol, stoffer, sex, træning og arbejde. Også stress- og selvværdsproblematikker
hører til i symptomgruppen.
At leve som ’man gør’ i dag kan eksempelvis komme til udtryk ved, at
man ikke kan tage en selvstændig beslutning uden at spørge andre til råds.
Det kan også være, at man lever et liv, hvor man hele tiden måler sig selv
i forhold til andre. Det kan man gøre ved at være overdrevent optaget af,
hvad andre foretager sig, for derefter at handle ud fra deres handlinger
frem for at handle i overensstemmelse med egne behov og ønsker. Den
klassiske situation er den, hvor vi bygger ud, skifter bil eller fornyer vores
garderobe, fordi andre i omgangskredsen gør det samme, i stedet for når
vi selv har lyst til eller behov for det. Med denne adfærd undergraver vi os
selv med det resultat, at vi gradvist bliver mere uselvstændige og dårligere
til at handle ud fra vores egne behov. Et andet symptom kan være, at vi
fastholder en overdreven kontrol over os selv og omverdenen af frygt for
at træde ved siden af normerne, men man kan også miste evnen til personligt
lederskab ved ikke at få sagt fra eller ved at lade sig behandle dårligt af
andre. Det sker, når vi eksempelvis bliver alt for længe på en arbejdsplads
eller i et parforhold, hvor vi ikke trives – eller ligefrem mistrives. Mange
depressioner og depressive tanker har deres rod i overtilpasning til det
omgivende samfund, den omgivende kultur eller det store ’man’. Holder
vi for meget energi tilbage af frygt for, hvad omgivelserne måtte tænke
eller sige, eller tilpasser vi os i for høj grad omgivelserne, kommer vi til at
leve i uoverensstemmelse med os selv og vores egne behov. Depression
eller depressiv sindstilstand kan i den forbindelse opstå, fordi vi holder
op med at handle og reagere ud fra os selv og vores behov og overbevisninger,
fordi vi undertrykker os selv og ophober energi i vores organisme
(retroflektion).

Stress og personligt lederskab
Stressproblematikker handler grundlæggende om det samme som depressive
tilstande, nemlig det at miste personligt lederskab. På et tidligt tidspunkt i
ethvert stressforløb har vi overhørt de signaler, vores krop og organisme har
sendt os, ofte fordi andre krav og forventninger til os er blevet vægtet højere.
Sagt på en anden måde har der altså været et punkt, hvor andres forventninger
er trådt i forgrunden og er blevet det vigtigste, mens vores egne behov
er trådt i baggrunden. Kroppen sender signaler til os om, at noget i vores liv
ikke er, som det skal være, i form af blandt andet søvnforstyrrelser, hjertebanken,
mavepine, hovedpine eller rygsmerter, og sådanne signaler har altså på
et tidspunkt gjort, at vi har lukket ned for os selv. I første omgang har vi lukket
ned for vores kropssansninger for ikke at mærke os selv og vores følelser, som
kan have været en blanding af ubehag, tristhed, sorg og vrede. I svære tilfælde
har vi lukket så meget ned for os selv, at vi måske en dag helt bryder sammen.
Vi har her sat andres behov eller krav højere end vores egne, og ubalancen
bliver gradvist større og mere udtalt, jo længere vi kommer ind i den negative
stress-spiral.
I mange tilfælde opstår stress imidlertid også, fordi den stressramte stiller
enormt store krav til sig selv: »Jeg er noget, når jeg præsterer«, tænker vi.
Derved kompenserer vi for et lavt selvværd ved at styrke vores selvtillid.
Selvværd er et parameter, der siger noget om vores tro på vores eget værd
og på, at vi er gode nok, som vi er. Selvværd er en indre følelse, der afspejler
individets føling med sig selv. Selvtillid handler derimod om det, vi gør, det vi
kan, og det vi præsterer. I Danmark har vi i udpræget grad en kultur, hvor vi lige
fra folkeskolen måles, vejes og vurderes på vores gøren og vores præstationer.
For meget fokus på præstation og gøren stresser mange mennesker livet igennem,
og det får ofte folk til at yde eller at tilpasse sig langt ud over deres egne
grænser. En god og robust selvværdsfølelse hjælper os til at finde en bedre balance
– »jeg er god nok, også selvom jeg ikke arbejder 60 timer i denne uge«.
Man kan mene, at vi i Danmark har en symptombehandlerkultur, der ofte
ikke får taget fat i årsagen til stress og i stedet laver lappeløsninger, der varer
en begrænset tid. En sygemelding og en besked fra lægen om at slappe af,
motionere lidt mere eller tage antidepressiv medicin kan måske fjerne symptomet
midlertidigt, men når man taler psykosomatik, handler det om ikke kun
at fokusere på symptomet. Det handler om at finde årsagen til symptomet og
at bringe fokus og awareness tilbage på, hvordan vi forholder os til de eksistentielle
dilemmaer og problematikker i vores liv. Dette er ofte en langvarig
proces, der kræver tålmodighed, opmærksomhed, viljestyrke og en ændring
af den livsstil eller de livsomstændigheder, der har forårsaget de psykosomatiske
problemer.

Hvordan vil du leve dit liv?
For at finde ind til årsagen til en manglende overensstemmelse mellem vores
behov, værdier, handlinger og valg er det vigtigt at finde ind til, hvem vi er –
og hvordan vi ønsker at leve vores liv. Vil vi – groft skitseret – leve som ’man
gør’ – eller som ’jeg vil’?
Vi kan aktivt vælge, hvordan vi reagerer på de fleste input og signaler fra
omgivelserne. Vi kan også vælge, hvorvidt vi overhovedet vil reagere, og hvilken
reaktion der er mest hensigtsmæssig i en given situation. Alle har evnen
til at tilsidesætte gamle mønstre og automatreaktioner, hvilket er grundlaget
for den fri vilje. Men når vi skal bryde med gamle mønstre, kræves der indsigt
og awareness.
Vores liv består af en uendelig række af valg, og de valg former os og vores
tilværelse. Derfor er det nødvendigt, at vi hver gang, vi foretager et valg,
er sikre på, at vi er i overensstemmelse med os selv. At vælge et nyt job til er
også at vælge det gamle fra. Og det kan betyde at sige farvel til et liv med
gode, dygtige og betydningsfulde kollegaer eller at skulle flytte og dermed
forlade alt, hvad man kender og finder trygt. I familielivet konfronteres vi også
ustandseligt med forskellige valg og behov. Det betyder ikke nødvendigvis, at
vi har indflydelse på alle disse valg. I flere parforhold er det ofte kun den ene
part, der træffer de vigtige beslutninger, hvorefter den anden indordner sig.
Sker det for tit, og står den ene part af på for mange af de vigtige eksistentielle
temaer og beslutninger i parforholdet, er der stor risiko for, at parforholdet
ikke udvikler sig – det kommer til at fungere efter, hvad ’man gør’. Lever vi
for meget som ’man gør’, bliver det livsbegrænsende, og vi får en tendens til
at indordne os under andre. Det er vigtigt for vores livskvalitet og livsudfoldelse
at tage stilling til, om det virkelig er det, vi vil – og at få klarhed over,
hvorfor vi vil det. Omvendt lever nogle mennesker altid som ’jeg vil’ og er
ekstremt gode til at vælge til og fra. Det at pleje sine egne behov for meget
medfører ofte manglende hensyntagen til andre mennesker, hvilket betyder,
at omgivelserne må rette sig ind efter vores behov og ønsker. Det er noget, de
færreste ønsker på længere sigt. På den måde indsnævres netværkskredsen
til rygklappere, der ikke spejler os eller giver os ærlig og autentisk feedback,
eller til mennesker, der ikke tør sige fra over for os. I yderste konsekvens
skaber det kontaktløshed, isolation og ensomhed.
Mange mennesker har svært ved at vælge, fordi de synes, at der er en
masse ting, de ikke er i stand til. Man møder ofte mennesker, der oplever,
at de ikke længere kan være sammen med deres kæreste eller samarbejde
med deres chef, men som endnu ikke har taget sig sammen til at tage det
afgørende skridt. Det er dog sjældent deres evner, der er noget galt med. De
sidder fast, fordi der er et meget centralt spørgsmål, de ikke har fået stillet
sig selv eller ikke har fået awareness om – nemlig om de i det hele taget vil
fortsætte med det liv, de har. Spørgsmålet om at ’ville’ eller ’ikke ville’ er
ofte meget mere centralt og vigtigt end det om at ’kunne’ eller ’ikke kunne’.
Når du ikke kan leve sammen med din kæreste eller ikke kan samarbejde
med din chef, og du opdager, at du faktisk heller ikke vil det, er der fuld overensstemmelse
og ’balance’ i systemet. Denne overensstemmelse kan du
handle ud fra ved at søge et nyt job eller afslutte dit parforhold. Når du ved,
at du ikke vil, bliver beslutningen om at gå meget lettere at tage, end hvis du
bare oplever, at du ikke kan. Ligeså opstår der også andre muligheder, hvis
du i undersøgelsesprocessen opdager, at du rent faktisk gerne vil samarbejde
med chefen eller gerne vil din parrelation. Dette giver dig mulighed for
at håndtere konflikten mere konstruktivt og tage en snak med chefen eller
kæresten og dermed tage fat ved problemets rod for at undersøge, om samarbejdet
eller forholdet overhovedet har et perspektiv. Da der er to parter,
forudsætter dette naturligvis en åbenhed hos den anden part også. Når vi
undersøger vores egne behov for at finde ud af, hvad vi vil og ikke vil, opdager
vi ofte, at vi har haft en uhensigtsmæssig eller forsvarspræget adfærd. Vi
har været usikre på os selv og vores egne behov eller på, hvorvidt den anden
part i virkeligheden ville relationen i lige så høj grad som os selv.
Den følgende figur gengiver i grove træk det eksistentielle dilemma og viser
vigtigheden af at overveje, om man ikke kan, eller om man ikke vil.

(Her er der i bogen en meget illustrativ figur med et tilhørende eksempel)

Personligt lederskab og frihed
Et andet vigtigt eksistentielt element i forhold til det personlige lederskab
er begrebet ’frihed’. Begrebet kan misfortolkes eller bruges manipulerende,
som når man for eksempel taler om frihed med henvisning til det mundheld,
at »man kan, hvad man vil«. Det er rigtigt, at tro og vilje godt kan flytte bjerge,
men tro og vilje gør det ikke altid alene. I den eksistentielle forståelse af frihedsbegrebet
ligger, at vi alle – uanset vores situation – har frihed til at vælge
vores reaktion på og respons til de stimuli, vi udsættes for. Det skal forstås på
den måde, at vi har et valg i forhold til at møde udfordringer med nysgerrighed
frem for med modstand eller modvilje. Vi har ligeledes et valg i forhold
til at møde udfordringer, som ikke er gode for os, eller som vi ikke er parate til,
ved at sige nej tak. Eksistentiel frihed betyder, at vi ikke er forpligtet til at gå
med strømmen for andres skyld, hverken af hensyn til dem eller til vores frygt
for, hvordan andre vil reagere.
Mange mennesker har problemer med helt frit at give udtryk for deres meninger,
fordi de frygter andres reaktion. Ofte næres denne frygt ved en opfattelse
af, at andre vil blive kede af det, sure på os eller måske endda forlade os,
hvis vi siger tingene, som vi oplever dem. Undersøgelser lavet i grupper viser
dog, at mange af disse forestillinger er fiktive eller ligefrem indbildte. Når vi
går ind i frygten, mister vi kontakten til os selv og vores behov – og til vores ret
og frihed til at vælge, som vi vil.

Eksistentialisme, terapi og coaching
I vores praksis som terapeuter møder vi forfattere eksistentielle temaer og
dilemmaer på mange forskellige niveauer. Det kan være liv-og-død-problematikker,
hvor klienten er i tvivl om, hvorvidt vedkommende overhovedet
vil leve, eller lidt mindre radikale problemstillinger, hvor klienten ikke rigtigt
længere ’mærker sig selv’ og derfor ønsker hjælp til at håndtere sit liv. Men
det kan også være helt almindelige dagligdags problematikker eller spørgsmål
om, hvordan man håndterer en konflikt med en ven eller et familiemedlem.
Eksistentielle temaer og dilemmaer findes altså i mange grader og afskygninger,
og vi er alle i forbindelse med dem i vores hverdag. De kan blandt
andet omhandle temaer som de følgende:

• Hvor meget vil jeg arbejde, og hvor meget vil min arbejdsgiver og familie
   have, at jeg skal arbejde?
• Har jeg nok tid til familien?
• Har jeg nok tid til mig selv?
• Hvordan kan det være, at jeg ikke er mere glad?
• Har jeg den kvalitet i mit liv, som jeg ønsker?
• Lever jeg i overensstemmelse med mine værdier og behov?
• Hvad er årsagen til, at jeg er stresset eller deprimeret?
• Hvilke valg er gode og sunde for mig, og hvilke er ikke?
• Hvordan kan det være, at jeg altid har dårlig samvittighed?
• Hvorfor måler jeg altid mig selv med andre?
• Hvorfor er jeg altid så usikker?
• Hvorfor kan jeg ikke mærke mig selv og mine behov længere?
• Hvorfor gør jeg altid det, jeg tror, at andre vil have mig til at gøre?

Det er klart, at vi ikke kan leve 100 % efter, hvad ’jeg vil’. For i det øjeblik vi
vælger, vælger vi også noget fra. Vi kan ikke både vælge at arbejde ti timer om
dagen, bruge et par timer på transport til og fra arbejde, sove otte timer, have
kvalitetstid med vores familie og samtidig have tid til at pleje vores personlige
interesser. Så hvis vi vælger at arbejde mange timer, vælger vi også vores
personlige interesser eller vores familie fra i et vist omfang. Dette kan være
et svært valg at træffe og en realitet, som kan være vanskelig at forholde sig
til, hvorfor mange mennesker ’vælger’ at leve videre uden at tage stilling til
dilemmaet. Resultatet bliver, at de ikke lever efter deres grundværdier, fordi
presset på arbejdspladsen eller trangen til at præstere tager over. »Jeg kan
ikke få balance i mit liv« er en sætning, mange terapeuter ofte hører i deres
konsultation, og denne bemærkning kommer fra et sted, hvor klienten ikke
vælger selv, og hvor livet og hverdagen løber af med ham eller hende. Løsningen
er ikke at hjælpe med logistik og praktik for at skabe balance, men ligger i
at få klienten til at forholde sig til og øge sin awareness om, hvordan han eller
hun vil leve sit liv – og om vedkommende virkelig vil have den balance i livet.
Først når dette valg er truffet, kan terapeuten hjælpe med, hvordan det kan
lade sig gøre.
Arbejder man som terapeut med klienter, der ligefrem er i tvivl om, hvorvidt
de egentlig vil leve, undersøger man det. Det skal forstås sådan, at man
arbejder med, hvordan tvivlen er opstået hos vedkommende, undersøger den
og sætter den i perspektiv. At sætte tvivlen i perspektiv vil sige, at man undersøger,
hvorvidt klienten har gjort sig konsekvenserne af at afslutte livet klare
– og ikke kun konsekvenserne for vedkommende selv, men også for de nærmeste
relationer. Viser denne undersøgelse, at klienten agter at gøre tanke til
handling og altså begå selvmord, ophører terapi eller coaching naturligvis, og
terapeutens medborgerpligt indtræder. Almindeligvis vil man her sørge for,
at klienten bliver indlagt og kommer under behandling, eventuelt medicinsk.
I langt de fleste tilfælde vil klienterne dog gerne leve, eller også ligger deres
eksistentielle problemstillinger simpelthen på et andet niveau, som godt
stadig kan handle om ubalance. Her går undersøgelsen ud på at finde ud af,
hvordan klienten vil leve eller vælger at leve sit liv. Stress og arbejdsnarkomani
er for eksempel tegn på ubalance og symptomer på, at man har mistet
styringen med sit liv, og at man ikke længere mærker, hvad stressen eller arbejdsraseriet
gør ved én. Som terapeut hjælper man altså ofte mennesker
med ubalancer og ’man’-problematikker ved at undersøge, og ved at klienten
selv forholder sig til, hvordan han eller hun ønsker at leve sit liv. Herigennem
støttes og udfordres klienten til at forholde sig til de valg, som vedkommende
tager eller ikke tager i livet.

Eksistentialismen minder os om, at vi skal kigge efter grundvilkår og -værdier
hos ethvert menneske – i ethvert liv. Både terapi og coaching handler
om awareness, nye opdagelser, ønsker om forandringer og klarhed. Ofte
ligger der bag ved disse temaer nogle vigtige spørgsmål at forholde sig
til: Hvad er det, jeg vil? Og hvordan? På den måde er eksistentialismen til
stede i hvert eneste udviklingsforløb. Og det er både udviklende og fyldt
med forandringspotentiale at give eksistentialismen sin opmærksomhed.
At tage lederskab i eget liv betyder at forholde sig til sine eksistentielle
vilkår. Det personlige lederskab handler nemlig om at genvinde den kraft,
der ligger i valget og ansvaret. Evnen til det personlige lederskab er ingen
simpel eller let overstået manøvre; det er snarere en kontinuerlig proces,
som kan være vanskelig, og som vi mennesker derfor kan have brug for
hjælp til. Det er denne proces, man som terapeut eller coach støtter og
udfordrer sin klient i.
Ofte ligger der bagvedliggende spørgsmål at forholde sig til: Hvad er
det, jeg vil? Og hvordan?

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu, du kan være den første.

Opret kommentar

  • (will not be published)